torsdag den 21. juni 2012

Mere om øglerne og mit kolde hjerte

Dette er så dagens eneste billede, fordi jeg vil gemme mine Montezuma-billeder til jeg skriver det blogindlæg. Et rigtigt tømmermands-søndagsbillede som Jacob tog af mig - bemærk udsigten til regnskoven og Stillehavet


Jeg beklager virkelig, at jeg er så tavs på bloggen i øjeblikket. Sagen er den, at vi hygger os her i huset. Da jeg var til dansker-komsammen i Montezuma, mødte jeg Meise, som lige var kommet til Costa Rica med øgle-ungerne. Normalt bor hun i Spanien, men hun overvejer at relokere til Costa Rica. Og efter som hendes plan var at rejse lidt rundt i landet og se på sagerne, sagde jeg, at hun kunne gøre stop i mit hus, hvis hun manglede et sted at overnatte.

Så nu har hun været her i næsten to uger, og når jeg ikke lige bliver forstyrret af ungerne, så sladrer jeg med Meise - eller hænger ud i byen. Kort sagt er jeg mere doven og forlystelsessyg end jeg har været på noget tidspunkt hernede. Det føles som om, at alting har åbnet sig for mig. Jeg har venner og kan ikke gå gennem byen uden lige at skulle sladre med alle mulige mennesker, som kender mit navn. Jeg hygger mig, og synes at det hele er ret vildt. Det var jo min store bekymring at blive meget ensom og alene. Men som tingene ser ud lige nu, tror jeg ikke, at ensomhed længere bliver et problem.

Imidlertid har Edwin tilbudt at jeg kan sidde og skrive hos ham, hvis jeg har brug for ro. Og det har jeg sagt ja tak til, for det nytter jo ikke, at jeg går helt i sump. Og jeg ved godt, at jeg både skylder at fortælle om slutningen af min weekend i Montezuma - plus slutningen på min jungletur. Det er noget værre noget! Jeg er blevet til en sjuft! Men dog en sjuft med dårlig samvittighed. Så der er stadig håb ...

Her er noget, som jeg skrev for at par dage siden:

Jeg har ikke rigtig styr på dagene, men jeg tror nok, at øgleungerne har været her næsten en uge. Og jeg må sige, at der er gået en rigtig fin pædogog tabt i mig. Da mor Meise i går faldt udmattet omkuld på sengen, følte jeg, at det var min pligt at få dem til at være stille, så hun lige kunne få sig en ordentlig lur.

Jeg mener: De her unger nipper på hende hele tiden. Fra hun står op til hun går i seng, har hun ikke et minuts fred for dem. Hvis det var mig, der var mor, var jeg blevet vanvittig for lang tid siden.

Mens Meise slumrede sødt, lå øglerne i hængekøjen. Og der gik naturligvis ikke lang tid, før de begyndte at støje. Men ... jeg håndterede sagen på forbilledlig vis - og Meise hørte heldigvis ingenting. 

Først var der cirka to minutters fred, hvor jeg koncentrede mig om at få noget skriveri fra hånden. Derefter:

"Aj, Mingus. LA' SÅ VÆRE! Mingus prikker til mig! Sig at han skal holde op!," lød det ude fra hængekøjen.
"Ti stille, øgler. Jeres mor sover og det skal hun have lov til. Hun trænger til den lur," svarede jeg venligt.
"Men Mingus PRIKKER til mig!!!"
"Jeg er ligeglad om I slår hinanden ihjel i den hængekøje. Bare I gør det i stilhed. Hvis I vækker jeres mor, henter jeg Rafaels machete og hakker jer i småstykker og smider jeres blodige lig ud i junglen."
(Kortvarig stilhed - desværre kun kortvarig.)
"Det er ulovligt at slå ihjel," konstaterede Meluka i et forurettet tonefald.
 "Ja, men vi er ude i junglen. Og hvis politiet skulle finde ud af noget, fortæller jeg dem bare, hvor irriterende I var - så vil de give mig ret i, at det var mest fornuftigt at slå jer ihjel."
(Endnu en - desværre - alt for kort stilhed)
"Hvad laver du?,"
Jeg drog et dybt suk.
"Jeg skriver udødelig litteratur, drikker rødvin og ryger cigaretter. Hvorfor går I ikke ud i junglen. Jeg har hørt, at der er jaguarer derude ..."
"VIRKELIG?," spurgte Mingus begejstret. Mingus er nede med både dyr og insekter, og er i det hele taget meget fascineret af naturen.
"Men de er jo farlige!"
"Det ved jeg godt. Det er derfor, at jeg synes, at I skal gå derud. Måske bliver I begge to ædt, og så kan jeg endelig komme i byen og drikke mig fuld med jeres mor. I er godt klar over, at I ødelægger det gode voksenliv, er I ikke? Fordi man hele tiden skal se efter jer og passe på jer og fodre jer og alt muligt."
"Vores mor drikker sig ikke fuld." Igen var det Meluka der slog til i et indigneret tonefald.
"Nej, det gør hun ikke, fordi hun har været så dum at sætte jer to små øgler i verden. Men tro mig: Jeres mor trænger til at komme ud og danse på bordene og nive nogle mørklødede mænd i måsen."
"Aj, det er ikke rigtigt," sagde de begge to i kor.
"I kan tro, at det er rigtigt. Men det lader til, at jeres mor godt kan lide jer. For JEG foreslog hende nemlig, at vi bedøvede jer, så vi kunne komme i byen. Og det ville hun ikke være med til."
"Sådan noget må man ikke gøre mod børn," sagde de begge i kor.
"Ved I hvad? Børn har faktisk ingen rettigheder, fordi I er så små og dumme. Så hvis vi som voksne beslutter os for at bedøve jer, så gør vi det bare. Jeg ville være forsigtig med at drikke noget de næste par timer, hvis jeg var jer. Måske har jeg puttet bedøvelsesmiddel i saftevandskanden ..."
Højlydte fnis fra de små øgler, der nu havde glemt, at de var uvenner. Derefter moklede de begge ind og klæbede sig op i min seng og kiggede på mig.
"Hvad laver du?"
... Og så kørte det hele bare derfra. Med deres nonstop snakkeri og fortællinger og historier og uendelige mængder af spørgsmål om dette og hint.

Når jeg ikke lige bliver vanvittig af øglerne, så tager jeg mig selv i at komme til at stryge dem lidt over håret og rent faktisk høre på deres langstrakte historier og more mig over dem. Og helt ærligt ... ja, jeg er virkelig ude på et skråplan ... om aftenen når de sover, så kan jeg godt lide at liste ind og kigge til dem. De ligger som regel op af hinanden og trækker vejret så let som en fjer. Og når de sover, bliver de en smule mere blege, så deres fregner bliver helt tydelige.

I går var jeg inde i Puerto Viejo, fordi jeg skulle se fodbold med Funkys nabo, Karsten, som er tysker. Frygtelig idé! Jeg burde have kunnet sige mig selv, at Danmark ville få tæv. Og hvad værre var: Der er mange tyske turister i Puerto Viejo. Så jeg sad i strandbaren og gloede fodbold med to andre danskere - og alt for mange tyskere ...
Og der blev helt stille, da jeg olmt råbte:
"Come on danes! Go get those dirty sausage-eaters!"
Men folk tog det pænt. Og eftersom Karsten er ren i sind og sjæl, fik jeg en stille hævn ved at drikke ham så fuld, at han blev nødt til at gå hjem og sove i sin hængekøje.

Bagefter skulle jeg mødes med øglerne og Meise. Da vi endelig stødte på hinanden, kunne jeg se, at Meluka så ud til at være ved at sprække af spænding over et eller andet - og hun overfaldt mig straks.
"Jeg har købt en gave til dig!," råbte hun og Meise rodede i sin rygsæk og fremdrog en halskæde med et udskåret dødningehoved i træ.

Jeg har halskæden på, mens jeg sidder og skriver dette. Den er virkelig fin, og jeg er  overrasket over, at Meluka uden problemer har kunnet afkode, at jeg elsker alt, hvad der har med dødningehoveder og skeletter at gøre.
Meise fortalte mig bagefter, at Meluka havde købt halskæden for sine egne penge og havde brugt lang tid på at udvælge den ...

På vej hjem slog vi et smut omkring Funkys restaurant for at sige hej. Han sad og var fordybet i noget papirarbejde, men opdagede straks ungerne. Og han så også, at Mingus stod og kiggede forelsket på en tørret næsehornsbille, som hang på væggen som en slags dekoration.

"Den må du gerne tage," sagde han. For jeg havde fortalt Funky, hvor begejstret Mingus var for insekterne og dyrene heromkring. Og eftersom Funky er en ægte latino, er han også glad for børn. Det virker til, at hvis man er født og opvokset på disse kanter, så har man et unaturligt tæt forhold til sin familie og er tosset med børn. Plus at man er meget varmhjertet og alting ... Virkelig sært hvis I spørger mig. (Undskyld familien Egede - I ved, jeg elsker jer - men jeg ville hellere vælte på cykel end at bo sammen med jer! Undtagen min nevø, Andreas, som jeg godt ville have i nærmiljøet så meget som muligt ...)

Mingus blev overvældende begejstret for sin bille og takkede mange gange. For meget kan man sige om øglerne, men de opfører sig altid eksemplarisk, når de er ude blandt andre mennesker. Og så fik de sodavand og der blev talt venligt til dem. Kort sagt fik jeg mulighed for at opleve, hvordan et menneske, der slet ikke kendte øglerne, omgikkedes dem.

Da vi gik, klappede Funky mig i måsen og sagde:
"Hey, coldhearted, scandinavian bitch ... You gotta watch out. Otherwise you will start to like these kids a lot ..."

Og jeg er bange for, at han har ret. På vej hjem tog jeg mig selv i at holde øje med, at øglerne gik pænt inde i rabatten.
Da vi kom hjem, åd vi kanelsnegle og de var helt umulige at få i seng. Men da freden endelig havde sænket sig, skænkede Meise og jeg mig et par velvoksne glas rødvin og Meise fortalte mig en yderst morsom og slibrig historie.

Pludselig lød Mingus drengerøst inde fra gæsteværelset:
"Det var en dååårlig historie!"
Og jeg svarede:
"Hooold kæft øgle-unge. Vi har voksentid. Og hvis du ikke lægger dig til at sove, kommer jeg ind og kysser dig!"

Og så fik vi fred.

Som sagt: Der er gået en fin pædogog tabt i mig

-----------------------------------------------------------

Skrevet i dag:

Det er rigtig skægt at bo sammen med Meise. I går var vi i byen med øglerne. Vi fik øl og de fik sodavand til de kunne gå på væggene af sukkerchok. Jeg tror, at Mingus har en kæmpe optur over at være her. Rafael har nemlig taget ham under sine vinger og laver drenge-ting med ham. Han har fået en machete i børnestørrelse, og Edwin har lånt ham en kniv-sliber til den.

Så når han ikke lige er ude at hakke i junglen eller fiske med Rafael, sidder han oppe hos Edwin og skærper sin machete. I går mærkede Meise på macheten og blev en anelse bleg, da hun opdagede, hvor skarp den var blevet. Men hun er cool nok, og det virker til at Mingus virkelig vokser bare ved at eje noget så drabeligt og voksent som en machete. Der er regler for brug af macheten. Ikke noget med at gå og svinge med den indendørs. Eller på nogen måde omgås den med lethed.

Rafael lærer Mingus at håndtere den, og jeg håber det hele går uden de store uheld. Jeg har ikke nævnt for Meise, at Rafael havde et machetehug i sit håndled der gik helt ind til knoglen, da jeg mødte ham første gang.

I går sagde Mingus: "Jeg elsker Rafael - og jeg vil lære alt det, han kan ..."

Meise er så glad for, hvordan det hele går. Hun er alene med øglerne og helt klar over, at Mingus hungrer efter noget maskulint selskab. Og det får han virkelig i disse dage.
Som en lille overraskelse til ham, har jeg stukket en føler ud til Funky og spurgt, om han ville tage Mingus med ud og fiske med harpun ...

Svaret var selvfølgelig ja, så om et par dage bliver den lille øgle purret inden daggry, og så skal han ud og fiske fra en båd. Vi har snakket lidt om at fejre det med en bål-fest på stranden om aftenen, hvor vi griller de indkomne fisk. (Og måske også et par pølser hvis Mingus kommer tomhændet hjem.)

Som en lille overraskelse til Meluka, har vi snakket om at holde juleaften i regnskoven. Det er måske lidt udenfor sæson, men Meluka har igen og igen underholdt mig med, at det bedste hun ved, er julen og især den danske julemad. Det bliver svært at stege en flæskesteg i min toastovn, men vi har tænkt os at pynte huset op og lave et alternativt juletræ af bananblade. Gaver skal der også være - men reglerne er, at de skal være hjemmelavede eller meget, meget billige.

Vi agter at invitere en håndfuld af de allerbedste mennesker og servere brun sovs i varmen. Det skal nok blive godt!

I går skulle Rafael på arbejde i 'The Lazy Non' og Mingus plagede så meget om at få lov til at gå med, at Meise gav sig og fulgte ham ind til byen, så Mingus kunne sidde og stirre tilbedende på, at hans nye helt lavede mad.

Lidt senere lettede Meluka og jeg anker fra huset og tøffede også ind til byen. Red gik med os og tævede selvfølgelig en anden hund midt på hovedgaden! Normalt plejer Red ikke at være en slagsbroder, men hvis I spørger mig, så spillede den anden hund virkelig op og var ekstremt provokerende ...
Og så sparkede ejeren af den anden hund Red, hvorefter jeg var en hårsbredde fra at sparke ejeren. Der er dælme ingen, der skal være onde ved Red i mit nærvær! Heller ikke selv om han opførte sig som en lurvet slagsbroder.

Det var store live musik-aften overalt. Og det meste af det lød rædselsfuldt! Men det tog Meise og jeg os ikke af, så vi bestilte øl og besluttede, at vi gå på bar-jumping.
Som sagt - så gjort. Vi fik et par øl og valgte omhyggeligt steder, hvor ungerne kunne spille fodboldspil eller bordtennis eller bare tosse omkring. Her omkring er børn generelt velkomne. Costa ricanere larmer meget i sig selv og ingen tager sig særligt af et par unger der hyler eller farer omkring.

Og selv om jeg siger "barer" - så ser jeg tit familier hænge ud og læske sig. Faderen får en øl. Moder og afkom får noget frugtsmoothie. Ungerne render rundt og leger med de andre unger, og hvis der er en baby i selskabet, bliver den ammet ved bordet. Ikke noget med at gå afsides eller tildække sig. Det er bare frem med brystet og igang.

Det kan jeg godt lide. Hvis jeg skal sige noget grimt om Danmark, så er det, at der er mange ting, der virker så stramme. Der er så mange regler i Danmark. Her kører tingene på bedste beskub og folk har generelt en ret høj tolerancetærskel.  

Og hvis man er i nærheden af nogle unger, som irriterer eller støjer for meget, så tysser man bare på dem. Det generer ikke forældrene, at andre siger fra over for deres afkom. Den slags tror jeg, at nogle forældre i Danmark kunne blive temmelig sure over.

Så med andre ord bliver børn ikke tvangsfjernet, fordi forældrene engang imellem tager dem med ud i aftenlivet.
Bedst som Meise og jeg sad og sludrede, dukkede øglerne stakåndede op og hang på mig.
"Du skal fortælle mor den historie om dem i skoven," sagde Meluka.

Jeg fik øjeblikkeligt røde ører. Hvis sandheden skal frem, så er jeg nok ikke nogen særlig god rollemodel for to unger i den modtagelige alder. Og jeg har ikke fortalt Meise, at jeg får dem til at holde mund ved at fortælle dem urban legends. Tidligere på dagen havde jeg underholdt dem med en historie der endte med, at den sindssyge morder sidder og slår en fyrs afskårne hoved ned i taget på den bil, hvor den døde fyrs kæreste sidder.

Jeg forsøgte at snige mig udenom. Men den gik ikke.
"Historien med det afhuggede hoved," præciserede Mingus.
Meises øjenbryn løftede sig ganske let. Men hun sagde ikke noget.
Og så fortalte jeg historien en gang til.
Bedst som jeg nåede frem til pointen, dukkede Funky op. Vi sad på hans restaurant, så han kom lige forbi for at tjekke, at vi havde det godt.

Mingus vendte sig mod Funky og gengav historien på rivende spansk. Også Funkys øjenbryn løftede sig, mens jeg sad og følte, at jeg blev mindre og mindre.

"Jeg har noteret mig, at MissEva har en meget mørk side," sagde han og spiddede mig med et drillevornt blik.
"Men jeg tror, at børns selskab gør hende godt."

Sagen er den, at Funky har en fest over, hvor meget jeg hænger ud med øglerne. Vi kan ikke undgå at gå forbi hans restaurant, når vi går ind i Puerto Viejo. Og han er begyndt at sætte en ære i at stikke hovedet ud, når jeg kommer vandrende forbi med en øgle i hver hånd.
Som regel står han bare og smiler på en irriterende, smørret måde, som jeg gør mit bedste for ignorere. Sagen er den, at jeg har fortalt ham, at jeg hader børn og at jeg har et hjerte så koldt som en sten. 
I forgårs måtte jeg endnu engang vade forbi hans restaurant med en øgle under hver arm.
"Hvordan går det med det kolde, skandinaviske hjerte, MissEva?," råbte han veloplagt efter mig. Jeg kunne høre hans latter adskillige meter ned ad gaden ... 

Vi havde en rigtig hyggelig aften. Men til sidst tog Meise en taxa hjem med ungerne. Jeg påtog mig at cykle hjem, så jeg var sikker på, at Red også kom godt hjem. I samme øjeblik Meise var forsvundet, besluttede jeg mig for, at jeg ikke behøvede at tage hjem med det samme, så jeg bestilte en øl mere, kløede Red bag ørerne og nød fornemmelsen af, at natten var min egen.

Kort sagt brugte jeg et par timer på at hænge ud og sladre med alle mulige. Og drikke flere øl og sige ja tak til alle joints i nærmiljøet. Men til sidst kiggede Red så bebrejdende på mig, at jeg besluttede mig for at tage hjem.

Da jeg listede ind i huset, kom Meise ud med sovelagnet rullet om sig. Hun slog sig straks ned og spurgte:
"Hvad har du lavet? Mødte du nogen spændende?"

Og det endte med, at vi sad to timer og sludrede. Først sladrede vi om alle i Puerto Viejo, og bagefter snakkede vi om mænd og om sex og alle mulige, slibrige pigeting.

Jeg har stort set kun hængt ud med mænd i de sidste, mange måneder. Så jeg nyder bare intenst at have kvindeligt selskab. Jeg håber, at Meise bliver noget tid endnu ...






lørdag den 2. juni 2012

Skyderi på hotellet, uventet gæst - og mere om jungleturen


På vej ind i regnskoven med Edwin og Sheldon ...

Jeg tror efterhånden, at det er ved at være på tide, at jeg kommer ud af den osteklokke, hvor jeg har befundet mig - og skriver et blogindlæg.

Det med osteklokke skal tages helt bogstaveligt, for de sidste par dage har jeg levet af nachos med cheddarost tilsat enddog særdeles generøse mængder af jalapenos. Og så har jeg ligget i hængekøjen og mediteret over, hvor smuk regnskoven er. Jeg har med andre ord virkelig lært at slappe af på den caribiske måde. Ikke noget med lige at vaske op eller måske endda rede sin seng. Nixen, det er simpelthen for anstrengende, når jeg nu er i gang med at lave ingenting ...

I går morges blev jeg vækket af Rafael, som kom bragende ind af døren ved syv-tiden.
"Der har været skyderi på Hotel Puerto Viejo," sagde han oprømt, mens han hældte vand i kedlen, så vi kunne få kaffe.
Eftersom jeg engang har fungeret som en slags kriminalreporter på Ekstra Bladet var ordet "skyderi" nok til at få mig til at springe lysvågen ud af sengen.
"Hvad skete der?," spurgte jeg med sensationslystent savl dryppende fra mundvigene.
"Jamen, det var en eller anden sort fyr som bor på hotellet - et crackhead - han begyndte lige pludselig at gå rundt og genere alle de andre. Han skubbede blandt andet til Chamo og opførte sig som en rigtig idiot. Og han var åbenbart så truende, at Curt skød efter ham."
"Men han ramte ikke," tilføjede Rafael.
"Aj, aj, aj," råbte jeg begejstret.
"Så du det?"
"Nej, jeg hang ud sammen med Sara på hendes værelse. Jeg kunne høre en masse tumult og så ... "
Her holdt Rafael en kunstpause for at forhøje den dramatiske stemning ...
"... hørte jeg lyden af revolver der fik spændt hanen. Derefter to skud - og så blev der bare stille"
"Hvad gjorde du så? Du gik vel ned og tjekkede på situationen?"
"Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. Og så var det, at Curt (indehaveren af Puerto Viejo) fortalte mig historien. Crack-fyren nåede at flygte. Men han kom tilbage senere, da han ikke længere var stenet og Curt tvang ham til at give Chamo en undskyldning."
"Ah," svarede jeg.
"Så alt er okay igen."
"Ja, ja - folk var rimelig okay omkring det. Og Curt var også glad for, at han ikke havde ramt fyren, selv om han havde sigtet efter ham ..."

Herefter fulgte en længere tavshed. Jeg kunne sagtens mærke, at Rafael havde noget på hjerte, og jeg vidste også, hvad det var. Egentlig havde jeg besluttet mig for at tale med Rafael om, at han blev nødt til at hænge mere ud hos sig selv, fordi jeg havde brug for noget plads og noget alene-tid. Jeg vejede for og imod og spurgte Rafael:

"Okay, hvor bange er hun?"
"Rimelig bange," svarede han.

"Det er i orden," sagde jeg.
"Men jeg forbeholder mig ret til at stoppe det, hvis jeg bliver bims i bøtten."
 Som jeg vist har fortalt før, markerer de lilla planter grænser. Hvis man ejer et stykke regnskov, planter man dem langs skellet, så andre kan se, hvor ens besiddelser går til... 

Og med de ord kan jeg så forvente at have en amerikansk biologi-studerende ved navn Sara boende i huset i de næste par uger. Rafael mødte hende ovre på Stillehavssiden, jeg hilste kort på hende for et par uger siden - og lige nu håber jeg, at hun er rigtig fin. Men det tror jeg, at hun er. Og uanset hvad ... så er det bare ikke en mulighed at lade en 20-årig pige blive boende på et hotel, hvor hun er bange for at være.

Efter mere sladder og snik-snak udvandrede Rafael. Han har fået job som kok på 'The Lazy Mon' som jeg har omdøbt til 'The Lazy Non' - og i den anledning har lavet 101 blasfemiske vittigheder om.

Jeg skulle lige til at smide mig med et lykkeligt suk i hængekøjen, da jeg kom i tanke om, at jeg var ene kvinde på skansen - og derfor var ansvarlig for at pumpe vand ned til mit eget og nabohuset. Edwin er nemlig til surfer-union med gamle buddies - altså en slags gammel elevfest for bigwave-surfere. 

Nogle gange spekulerer jeg seriøst på, hvad jeg skal gøre med resten af mit liv. Det lyder måske melodramatisk, men lige nu har jeg svært ved at forestille mig at bo et sted, hvor omgivelserne ikke er ultra-smukke. Aj, men se dog ...

Egentlig var jeg mest stemt for at gemme lidt vand i min kedel og så glemme alt om det ... men i øjeblikket bor der et pænt par i nabohuset. Den slags typer som ligner nogen, der kunne finde på at tage brusebad jævnligt ...

For at komme ned til vandpumpen skal man gå forbi Edwins hus og derefter finde et hul i vegetationen, som antyder, at der er en sti. Og hvilken sti! Man vandrer gennem en tunnel skabt af hibiscusbuske. Det føles fuldstændig bedøvende at gå derind. Fra at have gået i solskinnet, står man pludselig i en tunnel, hvor luften står fuldstændig stille og duften af hibiscusblomster hænger tungt. Blomsterne er i alle farver - lige fra lys gul og til klar rød. Kolibrierne af alle slags summer flittigt hid og did og drikker af blomsterne. De små kolibrier er så fine, at de nærmest ligner små, flyvende smykker hvis metalgrønne fjerdragt lyner i de bløde solstråler, som bliver filtreret gennem tunnelen.

Jeg stod stille et øjeblik. Helt overvældet. Det var som at gå ind i et lille stykke eventyr. Langsomt vandrede jeg gennem tunnelen, mens jeg nød al den skønhed, der omgav mig. Og pludselig - lige foran mig - stak en hest hovedet frem og vendte sine store, fine kræmmerhusører mod mig.

Jeg genkendte ham øjeblikkelig - det var Patty. Den røde hest som jeg red på i regnskoven. Og jeg var overrumplet over at mærke, hvor glad jeg blev for at se ham. Han lavede den lyd, som kun heste kan lave. En form for prusten gennem næseborene, som er en af de mest beroligende lyde i universet.

Normalt går Edwins heste ikke i nærmiljøet - men det gjorde de altså i dag. Jeg gik ind til Patty og hilste på ham. Jeg beundrede hans smukke hoved og fandt lige det sted ved ørerne, hvor jeg havde lært, at han godt kunne lide at blive kløet.

De andre heste kom hen for at hilse, og jeg nussede også dem. Edwin har syv heste. Han rider selv på en relativt stor, sort hest. Jeg havde mødt fire af hans heste før, men jeg hilste pænt på dem alle sammen, før jeg vendte tilbage til Patty.

Jeg lagde armene om halsen på ham og lavede små summelyde til ham. Han reagerede øjeblikkeligt ved at lukke øjnene og læne sig en smule op af mig. Og hele tiden var der en stemme indeni mig som råbte: "Løb før det er for sent. Stay away! STAY AWAY!"
 I begyndelsen var det nemt nok at ride i skoven - med fine, store veje...

For sagen er den, at jeg i løbet af vores jungletur nåede at blive rigtig, rigtig glad for Patty. Den første morgen da vi skulle ind i junglen stod jeg foran Patty velvidende om, at de næste tre dage skulle tilbringes i hans selskab. Jeg er bestemt ikke en hestepige, men jeg altid holdt af heste - sådan som koncept ...

Edwin gav mig en pisk og fortalte mig, at hvis Patty var for sløv i optrækket, så skulle jeg give ham en i rumpetten med pisken. Jeg prøvede pisken på mit eget lår og konkluderede, at dens slag gjorde temmelig ondt - og at jeg derfor ikke havde lyst til at slå Patty.

Derefter bandt jeg mit kæmpestore spejlreflekskamera fast på den ene side af sadlen. Puttede Carla i en rød bomuldstaske, som jeg havde købt dagen forinden og kravlede så uelegant og klodset op på Patty, at det fik ham til at virre irritabelt med ørerne.
Ingen tvivl om at han tænkte: "Åh nej - skal jeg have den taber siddende på ryggen?"

Derefter red vi ud. Edwin på sin store sorte hest, som han kalder for 'Negro' (... Og hans hund hedder 'Red' - dette er ikke en fantasifuld mand, når det kommer til navne...) Den excentriske englænder Sheldon red på en lidt mindre sort hest, som til gengæld var vanvittig elegant at se på, fordi den havde noget araberblod i årerne.

Og til sidst mig og Patty som prøvede at vænne os til hinanden. Alting gik rigtig fint, indtil vi begyndte at ride langs stranden. Patty ville hele tiden stikke mulen i vandet. I begyndelsen troede jeg, at han gjorde det, fordi han var tørstig. Så jeg fandt et rart ferskvands-vandhul, som han kunne drikke af. Men da det ikke havde nogen interesse gik det op for mig, at han bare gjorde det ud af en form for dårlig vane eller ulydighed eller noget andet.

Når skoven blev for uigennemtrængelig, red vi tilbage til stranden og fulgte den et par kilometer.

Ergo besluttede jeg mig for at sætte mig i respekt og holdt hans tøjler helt stramt, så han ikke kunne gøre det. På det tidspunkt virkede det vigtigt for mig, at han forstod, at jeg ikke bare var en eller anden eftergivende nar, som han kunne lave numre med.

Efter et par timers ridning i strandkanten drejede Edwin pludselig af og red ind i skoven. I samme øjeblik skoven lukkede sig bag os, var vi i en anden verden. Havets brusen blev til en dump lyd i baggrunden og i stedet skruede insekterne og fuglene op for lydene. Generelt har regnskoven døgnet rundt et grundlæggende lydtapet af græshopper, cikader, kvidrende gekkoer og sikkert også en håndfuld andre insekter, som jeg ikke kender. Læg dertil fuglenes skingre skrig og lyden af store blade der brækker af og falder til jorden.

Den første del af vejen var nem og rar at ride. Den var en fin, bred sti. Men meget hurtigt begyndte terrænet at ændre sig. Det begyndte at gå opad og jordbunden ændrede sig fra at være almindelig til at være et rødt, æltet søle af mudder.
Lige pludselig gik jeg fra at have fornemmelsen af at lade mig transportere af en hest - og til at det pludselig blev et samarbejde mellem mig og Patty.

Foran mig kunne jeg se, hvordan Sheldons sorte hest ofte skred ud og snublede i det smattede føre, så fra at have siddet og kigget på skoven, koncentrerede jeg mig hundrede procent om Patty.

Og vi kom rigtig godt igennem. På et tidspunkt da skulle vi over en længere passage med dyb mudder, kunne jeg mærke, at Patty pludselig sad fast. Han forsøgte at løfte benene, men det var som om, at han blev suget ned af mudderet. Bagefter fortalte Edwin mig godt nok, at jeg skulle have løftet mig selv i stigbøjlerne for at lette vægten for Patty. Men det anede jeg intet om på det tidspunkt, og eftersom det føltes som om, at han simpelthen var ved at falde i mudderet, hoppede jeg resolut af ham og stod derefter selv i rødt mudder til lårene. Jeg klappede ham på halsen og summede lidt til ham, og så vadede vi sammen gennem det dybe mudder.

Imens sad Carla i min skuldertaske og opførte sig eksemplarisk. Da jeg hev mig selv op på Patty igen, var det stadig lige klodset og uelegant. Men denne gang blev han ikke irritabel. Vi var ved at vænne os til hinanden ...

Ved ikke, hvad jeg skal sige ... andet end: Ja, det var smukt. Det var smukt, fredfyldt og alligevel vildt. 

Turen fortsatte gennem junglen og jeg fandt ud af, hvor nyttig min ridepisk var. Ikke kun kunne jeg bruge den til at skrabe stikkende fluer og hestebremser af Pattys ører og flanker - jeg kunne også bruge den til at fjerne orb-spindelvæv, inden jeg red ind i dem.

Lige pludselig føltes det hele bare så fint, så fint. Patty og jeg var på så god fod, at jeg kunne mærke, at jeg rent faktisk gjorde det nemmere og bedre for ham at transportere mig gennem skoven. Vi var sammen om det her. Jeg kunne nusse Carla i hendes Andy Warhol-frisure - og foran mig red Edwin og Sheldon. To mennesker hvoraf jeg holdt meget af den ene - og glædede mig til at lære den anden at kende. Lige ved siden af mig traskede Red af sted med et fornøjet udtryk i sit hunde-ansigt.
Jeg var på alle måder i godt selskab.
Jeg var omgivet af mega-høje træer med lianer hængende fra grenene. Overalt var der mærkelige planter at kigge på. Hist og her brød en farvestrålende klynge blomster med alt det grønne, og hurtige bevægelser foran mig stammede fra slanger, gekkoer og leguaner, som lynhurtigt flyttede sig for hestehovene. De store orb-edderkoppers spind bandt hele dette overflødighedshorn af skønhed sammen. Og jeg kunne ikke andet end at nyde det i fulde drag, selv om min mås allerede var blevet øm og jeg svedte i floder ned ad ryggen ...

... fortsættes ...