fredag den 27. januar 2012

Sproget uden ord






(På grund af virkelig afskyelige tequila-tømmermænd, har jeg meget svært ved at få ordene til at hænge sammen idag. Derfor får I et indlæg, som blev skrevet, mens jeg stadig var ude i regnskovsresortet.  

Kan kort berette, jeg indtog baren i al min lurvethed. Herefter havde jeg den store fornøjelse at drikke to amerikanske immigration-lawyers under bordet. Desværre kom jeg vist også til at drikke mig selv lige til bordkanten.

Til gengæld er jeg garanteret livsvarig arbejds- og opholdstilladelse i USA - bare jeg spørger efter Ben fra Kentucky, når jeg ansøger hos immigrationsmyndighederne. Så det bliver jo nemt nok!)

Jeg husker det lige så tydeligt, som var det igår. Jeg gik i første klasse og vores lærer, Ulla, havde gennemgået alfabetet for os ved at udtale de lyde, som bogstaverne gav. Hun var nået til ø - og lige der. Lige præcis der, fik jeg hvad buddhisterne vil betegne som en satori. En masse små brikker som bare havde ligget og raslet formålsløst rundt inde i min hjerne, samlede sig pludselig. Alt gav mening. Jeg kunne læse. Det første ord jeg stavede til, var "bøf" - og derfra var jeg ikke til at stoppe.

En helt ny verden åbnede sig for mig. Min mor var selv en passioneret læser, og da jeg kom hjem og fortalte hende, at jeg kunne læse, vidste hun præcis, hvor stort det egentlig var. Hver fredag gik vi på biblioteket og lånte bøger. Mor satte mig af i børneafdelingen og selv forsvandt hun ind i voksenafdelingen. En af de første bøger jeg læste, var "Skatteøen". Og den fik mig for evigt til at være dybt fascineret af smugkroer, pirater, papegøjer og Caribien.

Mens jeg sidder og skriver det her, er der dukket to vaskebjørne ud af mørket. Den ene er rutineret igang med at løfte låget til skraldespanden med forpoterne. Dens kompagnon sidder for foden af skraldespanden og holder vagt. Det går pludselig op for mig, hvorfor de går med masker - de er jo de rene forbrydere.

Jeg burde måske skræmme dem væk, men jeg har aldrig set vaskebjørne i virkeligheden. Og de er simpelthen så nuttede og samtidig så absolut skruppelløse, at jeg ikke kan stå for dem.

Ind over mig hænger nogle blade, som er på størrelse med min overkrop, og jeg får næsten lyst til at tysse på det kor af græshopper og cikader, som holder koncert. Men jeg er meget tæt på noget af det, som jeg drømte om, da jeg stillede mine ting ned på gaden, så folk kunne klunse dem. Så jeg holder bare kæft og forsøger at komme frem til min pointe.

Jeg er ikke rejst rundt på den anden side af jorden, bare fordi vejret er bedre. Da jeg begyndte hele det her projekt var det med en tanke om, at der var noget, som jeg manglede. Noget som jeg havde behov for at lære. Og eftersom jeg ikke ved, hvad det er - så må jeg famle mig frem.

Hele mit liv har jeg haft det, som man kalder "ordet i sin magt". Kort sagt: Jeg kan snakke. I timevis. I dagevis. I ugevis. Jeg er excellent til at udtrykke mine meninger, mine følelser og alt andet med ord. Jeg tager ord dybt alvorligt og tilgiver sjældent dem, som løber fra deres ord. Fordi ... ord er det vigtigste i verden.

Familien Guesthouse og jeg residerer pt. i et ferieland ved Stillehavskysten. Vi er tre kvinder, to piger og et barn - og vi sover i et sindrigt sammensurim af feltsenge, som står på kryds og tvær.

Rachel arbejder i Annas Guesthouse, og hun er en forpjusket fugl lige som mig - bare væsentlig yngre. Indtil i aften har vi haft et meget distanceret forhold. Pænt godmorgen og hej og farvel. Hun taler intet engelsk - og jeg taler intet spansk. Og det havde jeg hele tiden accepteret som en naturlig barriere imellem os.

Men i aften gik vi ned for at kigge nærmere på Stillehavet sammen. Bare lyden af bølgerne, der slog ind mod stranden var nok til at få os begge to til at grine højt. Stillehavet er fantastisk! Det er som et levende, uendeligt væsen. Jeg har slet ikke fundet ordene til at beskrive det ordentligt endnu.

Rachel pegede på stjernerne og fortalte, at hun tænkte på sin familie, når hun så dem. For hendes familie var langt væk. Jeg fortalte om, hvor koldt havet i Danmark er, og vi smed sten i Stillehavet og lod de fine bølger skylle hen over vores fødder.

Så baksede vi to liggestole ned til strandkanten og lå og kiggede stjerner og lyttede til havet. Og Rachel fortalte mig, at hun nogen gange også følte sig ensom og akavet lige som mig. Hun fortalte mig, at hun drømte om at starte sin egen skønhedssalon, og at hun elskede sin kæreste.

Så rejste vi os fra liggestolene og vandrede langs stranden. Og engang imellem snublede vi lidt og grinede højt i mørket til hinanden. Jeg lagde mærke til, at der var lysende prikker i vandet og jeg måtte spørge hende, om hun så det samme som mig - eller om jeg så syner. Men hun kunne også godt se, at Stillehavet var fosforcerende.

Og da vi havde vandret rigtig længe, blev vi enige om at vende om. Og på tilbagevejen lagde Rachel armen om mig og jeg lagde armen om hende. Og så vandrede vi i tavshed det sidste stykke, mens vi alligevel snakkede rigtig meget med hinanden. Jeg vidste, at jeg nu havde en ny tica-ven i Costa Rica, og jeg ved, at Rachel også vidste, at hun havde fået en ny gringa-ven.

Og det var godt. Det var ligesom at lære at stave til "bøf" igen - bare på et helt nyt sprog. Et sprog uden ord.









1 kommentar: