onsdag den 25. januar 2012

Min indre idiot


I tidens løb har jeg jævnligt opført mig som en lallende idiot. Nogle gange glemmer jeg ganske enkelt at tænke mig om, fordi begejstringen, glæden eller - nogle gange - vreden løber af mig med. Og jeg må simpelthen have en meget tålmodig skytsengel, som lever sundt og står tidligt op om morgenen. Da skytsenglene trak lod om, hvem de skulle beskytte, trak min skytsengel nitten - altså mig.

Kan lige forestille mig, hvordan hun har stået med trætte vinger og sagt:
"Helt ærligt - hvis en af jer andre tager denne her narrøv, så lover jeg at pudse alles glorier i Brasso hver dag i to år."
Og nu har jeg lige gjort det igen - altså været en tankeløs tumpe. Og endnu engang blev jeg reddet af min udslidte veninde med vingerne.

Men lad os lige skrue tiden et par timer tilbage. Som sagt foreslog Anna igår, at vi tog en tur på stranden. Jeg HADER at gå på stranden, spørg bare min gamle ven Henrik fra Århus, som stadig kan få grineflip over vores dag på "Den Permanente". Mens han vandrede rundt og var strandløve-agtig, sad jeg og surmulede iført oversize herreskjorte og Dr. Martens. Og jeg nægtede at tage noget tøj af og på den måde eksponere min skummetmælksfarvede krop for solen.

Strandturen viste sig at være et resort ude ved Stillehavet og en to-dages udflugt. I nat sad Rachel og jeg og nød havets brusen i en liggestol ude i vandet og i dag blev vi  purret vågne af Anna omkring daggry. Derefter fulgte endnu en hæsblæsende køretur. Men jeg er efterhånden hærdet, så det faktum at Anna nedlagde et "Indkørsel Forbudt"-skilt kunne ikke engang sætte mig i svingninger. Til gengæld gik jeg fra døsig til lysvågen, da vi nåede stranden.

Smuk er ikke en dækkende beskrivelse. Stranden strakte sig som en tynd, hvid strimmel sand, der endte i mørkebrune klippeformationer. Der hvor stranden stoppede, begyndte regnskoven og sære træer hang ud over sandet og gav skygge.

Jeg satte mig simpelthen ned midt på stranden, fordi jeg blev så overvældet. Mine øjne fulgte v-formede flokke af pelikaner, der i elegante formationer landede på det blå hav. I strandkanten trippede små, højbenede fugle med lange spidse næb - travlt optaget af at finde smådyr i vandet. Citrongule og sorte sommerfugle flaksede forførerisk om hinanden.

Da jeg havde siddet helt stille i fem minutter, blev stranden levende. En masse små sneglehuse beboet af krabber, begyndte at pile genert frem og tilbage. Og hver eneste gang jeg rørte mig, blev de straks til sneglehuse igen. Bedst som jeg ikke troede, at det kunne blive bedre, kom en stor næsebjørn spadserende forbi.

Jeg havde knapt fordøjet synet, før jeg hørte et karakteristisk skrig. Mit hjerte slog et ekstra slag. Kunne det virkelig være? Jeg vandrede efter lyden og lige der ... lige foran mig ... oppe i et mandeltræ. Der sad de. To smukke, røde arapapegøjer der systematisk var igang med at æde sig gennem samtlige mandler på træet. Og i bedste papegøjestil spiste de grimt, støjede en masse og kravlede geschæftigt rundt fra gren til gren. En gang imellem holdt de en lille pause fra spiseriet for at nusse og pudse hinanden. Lige da jeg ankom, stirrede de begge mistænksomt på mig. Men jeg satte mig bare ned, og da hr. og fru gøje havde vurderet, at jeg højst var et lille irritationsmoment i hverdagen, fortsatte de med deres sysler.

Jeg kiggede på dem i en times tid og som en lille service bredte de vingerne ud - bare til ære for mig. Når solen fangede undersiden af deres vinger, glimtede de nærmest flammerødt. Og når de spredte deres lange haler, havde jeg lyst til at klappe af begejstring.

Jeg var høj af lykke-adrenalin, da Valledia kom og hentede mig. Klippeformationerne strækker sig ud i havet og bliver jævnligt overskyllet af tidevandet. Og på den måde er der hundredevis af små bassiner af vand. Nogle fisk lever i bassinerne, mens andre bliver fanget når tidevandet trækker sig tilbage og må derfor vente på næste tidevand, så de kan komme tilbage i havet.
  
Valledia ville vise mig bassinerne. Jeg dansede med hende. Iført bare tæer, løst hår og flagrende silkekjole - som den sande datter af naturen, jeg er.

Det første bassin var fyldt med små fisk, der kunne hoppe fra bassin til bassin. Det næste bassin var som at blive ramt af flashlys. Det var fyldt med metalblå fisk, som lynede, når solen ramte dem. Og da jeg fandt en vrissent udseende klumpfisk i det tredje bassin, var jeg ikke til at stoppe.

Jeg lallede videre, mens jeg udstødte jubelråb. Tænk at opleve så mange vidundere. Jeg var tilsyneladende bedre til at balancere på klipper end Valledia, for pludselig var hun et stykke bag mig. Jeg havde netop set en sort-hvid fisk, der lignede en dragefisk, og jeg tænkte, at den sør'me så giftig ud, da en lillebitte advarselsklokke klemtede bagerst i mit hoved.

Det fik mig til at kigge ned. Og på klipperne omkring mig sad horder af giftige søpindsvin. Små sorte pigbolde af smerte og tænders gnidsel var overalt, og ventede bare på at spidde mine blege fødder.  
Det føltes som at være vandret ind i et minefelt ved en fejltagelse. Og det tog mig næsten en time at balancere tilbage, fordi jeg skulle være så ultra-forsigtig med, hvor jeg satte mine fødder.

Ja, jeg ved s'gu da godt, at man skal passe på søpindsvin. Og at der er rigelige mængder af dem i dette område. Men min indre idiot tog over, og jeg er yderst taknemmelig for, at jeg ikke sidder og er igang med at pille pigge ud af min fod lige nu.

Nu har jeg sat mig i skyggen af et træ for at skrive. Og jeg har omhyggelig tjekket, at der ikke er kokosnødder eller andet, som kan falde ned i hovedet på mig.

Jeg tror min skytsengel er gået i baren for at snuppe sig en pause og en iskold pina colada. Det skal være hende vel undt.

Nu har jeg tænkt mig at blivende siddende her. Lige så stille - og skrive lidt og kigge på vandet og ... hov, vent et øjeblik ... Jeg tror, at jeg har spottet en flok aber. Det må jeg lige tjekke ud ...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar