torsdag den 26. december 2013

På nye eventyr ...


Jeg behøver ikke engang at lukke øjnene. Det er som om, at jeg bare kan trykke på en play-knap ind i mit hoved, så kører filmen.

Det er sen eftermiddag. Lyset er nærmest gyldent og solens stråler spiller i de massive mængder af støv, som de store, gennemkørende lastbiler hvirvler op. Jeg er sammen med Mejse og øglerne, Mingus og Meluka. Vi er netop blevet afvist af grænsepolitiet. Jernbanebroen der fører fra Panama til Costa Rica lukker klokken 17 hver dag. Det var vi ikke klar over, og vi er fem minutter for sent på den. Vi kommer fra Bocas del Toro, en lille panamansk øgruppe, der er berømt for sine strande. Vi har ikke set nogen af dem, mens vi har været der. I stedet har Mejse brugt tiden på at ordne praktiske ting via sin computer og jeg har lært øglerne at spille pool. Vi har også gået ture og spist god mad. Det hele har været okay.

Nu står vi ved grænsen og vi ved, at vi ikke kan komme ind i Costa Rica i aften. Vi vender os om og går ned af den uregelmæssige betontrappe og tilbage til byen. Mejse er rådvild, øglerne er trætte og småsure. Jeg siger til Mejse, at hun skal sætte sig ned og holde øje med vores ting, mens jeg finder en løsning. Hun sætter sig på en kantsten og øglerne slår sig ned på hver side af hende. Jeg tænker, at det må være muligt at finde et sted at sove i byen.

By er et fint ord at bruge om dette caribiske hul i jorden. En bred, asfalteret vej sørger for, at de enorme trucks kan fragte varer til og fra Panama. Resten er støvede veje og små, forfaldne huse, der ligger og klemmer sig. De store grænseshopper ligner enorme skibe på et fladt hav. De er alle sammen så oplyste som et tivoli og spilder larmende teknomusik fra højttalere foran indgangene. Der er mange mennesker, der bare står og hænger. Eller sidder på trapperne op til grænsen og holder øje med, hvem der går forbi. Jeg kan ikke lide stemningen. Den er mærkelig ulden og uvenlig.

Et par børn der har lært sig selv at tigge, hiver i min skjorte for at få penge. Jeg verfer dem utålmodigt væk. Jeg har intet i lommerne, mine penge bor mellem mine bryster, fordi jeg regner med, at jeg nok ville lægge mærke til, hvis nogen forsøgte at tage dem derfra.



En mand der mest af alt ligner en lille ræv sidder og ryger sammen med nogle andre mænd. Da han får øje på mig, rejser han sig op, kaster sin cigaret fra sig og følger efter mig. Jeg kan mærke ham bag mig, mens jeg afsøger gaden i søgen efter et hotel. Han er helt sikkert ude på noget, men jeg ved ikke hvad det er. Mine instinkter siger mig, at jeg bliver nødt til at gøre noget. Jeg vender mig hurtigt om og går direkte hen til ham. Det overrasker ham. Jeg overtræder hans intimsfære på det groveste og stiller mig næsten næse til næse mod ham og spørger, hvad han vil. Min højde er mit våben. Mit eneste våben og jeg forbander mig selv for, at jeg ikke har min revolver med. Han tager instinktivt et skridt bagud og så ved jeg, at jeg har vundet.

Han siger, at jeg ligner en, der er faret vild. Jeg svarer, at jeg ikke er faret vild. Og takker for hans omsorg. Jeg giver ham hånden og siger mit navn. Han trykker modstræbende min hånd og siger sit navn. Jeg hører det egentlig ikke, for ud af øjenkrogen kan jeg se, at hans venner holder øje med os.

Jeg er ikke bange, jeg er bare meget fokuseret. Jeg føler, at jeg har fuldstændig styr på, hvad jeg gør. Det er en god fornemmelse, og jeg tror også, at det er det, jeg udstråler. Evnen til at spille cool i pressede situationer er noget, som jeg har øvet mig på så mange gange, at rollen føles som et par forvaskede jeans, der er tilpasset min krop og som jeg trygt kan glide ned i.

Manden vender sig om og går tilbage til sine venner. Jeg kan se, at de allesammen bøjer sig frem mod ham - sikkert for at høre, hvad der skete. Jeg går videre i samme rolige tempo, drejer om et hjørne og iler derefter tilbage til Mejse. Jeg føler mig som en sardin i et hajbassin. Der bliver cirklet omkring os og min lille gåtur har overbevist mig om, at vi skal ud af det her hul hurtigst muligt. Den caribiske venlighed eksisterer ikke i denne by.

Alle er vant til, at folk kun er på gennemrejse, og det gælder om at blokke de gennemrejsende for så mange penge som muligt, mens de er her. Stedet vrimler med freeloadere, svindlere og tvivlsomme typer.
Denne by har potentiale til at blive farlig, når mørket falder på. Og det går op for mig, at jeg har ansvaret for to børn, der i hvert fald godt kan undvære oplevelsen af, at få stukket en pistol i næsen og blive rullet for deres ejendele. Det samme kan jeg. Og jeg er sikker på, at det også gælder Mejse.


Det er blødt tusmørke, da jeg når tilbage til Mejse. Øglerne kan mærke den underlige stemning og er mere stille, end de plejer. Jeg siger så nonchalant som muligt, at jeg synes, vi skal finde en taxa. Selv om vi begge to er på et økonomisk nulpunkt, så bliver vi nødt til at spendere på at komme væk, inden det sorte, caribiske mørke sænker sig over byen.

"Det tror jeg, er en god idé," siger Mejse lige så afslappet, som jeg har stillet forslaget.
"Her er lidt kedeligt. Vi tager en nat et bedre sted."

Vi rejser os op og samler vores ting og sager. Jeg ved, hvor taxaerne holder, og der skal vi hen. Inden vi når så langt, bliver vi passet op af endnu en mand. Min tålmodighed er slut.
Jeg vender mig mod ham og siger, at han skal gå sin vej.
"Du behøver ikke at være bange for mig," siger han indsmigrende.
Jeg puster mig op til dobbelt størrelse og siger, at han burde være bange for mig. For denne her gringa er ikke til at spøge med.
Han forsvinder med det samme igen og Mejse giver min arm et lille klem. Jeg kan se grinet i hendes øjne, men det er stadig for tidligt at give los.

Vi finder en taxa, forhandler med taxamanden og beder ham om at tage os til et hæderligt hotel.

Og det gør han. Hotellet er fancy efter vores standard - der er lige frem en lille reception og falsk marmor på gulvet. Vi møver op af en smal trappe og kommer ind i et lille rum med to senge. Det er hyggeligt.
Øglerne smider sig straks i sengen og jeg synker ned på sengekanten. Mejse forsvinder og kommer derefter tilbage medbringende to iskolde øl og sodavand til ungerne, som hun har trukket i en automat i receptionen.

Vi siger ingenting, mens vi åbner for herlighederne. Men så kan Mejse ikke holde det tilbage længere
"Hold nu kæft, et sindssygt eventyr," griner hun og lader sig falde tilbage i sengen.
Jeg griner lige så højt. Øglerne bliver overstadige og vælter mig omkuld i sengen. Vi ligger i en stor, uordentlig bunke og giver los for den opsparede utryghed. Vi griner og griner.
"Hahahahahaha ... Du skulle have set dig selv, da du bad ham fyren om at gå", siger Majse.
"Du lignede virkelig en psykopat!"
"Lige ved og næsten ...", sprutter jeg.
"Var der farligt," spørger Meluka med store øjne.
"Selvfølgelig ikke," svarer Mejse.
"Der var bare ikke særlig rart."

Vi kan slet ikke holde op med at tale. Jeg fortæller om turen gennem byen, Mejse fortæller om dem, der cirklede omkring hende, mens hun sad og ventede. Øglerne lytter og giver deres besyv med.
"Jeg brød mig ikke om at være der," erklærer Mingus.
Og vi nikker allesammen. Der går flere timer, før vi endelig falder i søvn. Og inde i mit hoved, runger Mejses ord: Hold kæft, et eventyr ...

Det er Caribien, der har lært mig at bruge udtrykket 'eventyr' i stedet for eksempelvis 'tur' eller 'udflugt'.
Første gang jeg hørte det, var det Edwin, der sagde det. Han inviterede mig et par dage ind i junglen på hesteryg.
"Du skal ind i junglen. Det bliver et eventyr," sagde han.

Og det blev det. Siden begyndte jeg at lægge mærke til, at folk i Caribien gerne bruger udtrykket. Jeg kunne lide det. For når man siger "jeg tager på eventyr", så rummer det i sig selv en masse forventninger om, at noget spændende og uventet vil ske. Det er bare ikke det samme at sige: "Jeg tager på udflugt."



Jeg tænkte på det i går, mens jeg badede. Efter en helt vidunderlig juleaften og en lige så hyggelig juledag med min søster, vendte jeg tilbage til min far.

Jeg har fået lov til at låne min veninde, Saras, lejlighed til over nytår.
Egentlig var jeg en hårsbredde fra at tage til Berlin, men efter første gang, hvor jeg boede hos Sara, fandt jeg ud af, at jeg virkelig godt kan lide Bryggen.

Jeg stod og barberede ben, da det pludselig gik op for mig.
"Jeg tager på eventyr," sagde jeg højt til mig selv, og skyllede balsam ud af mit hår.
"Eventyr," gentog jeg, da jeg smed mine beskidte jeans og skjorter i vaskemaskinen.

'Eventyr' summede det inde i mit hoved, og jeg kunne næsten ikke sove, så forventningsfuld gjorde tanken mig.

Så i de næste par dage får alt arbejde lov at hvile. Jeg har gearet op med notesbog, skarptslebne sanser og et helt åbent sind. Lige som alt andet godt, er eventyr noget, som man skal arbejde lidt for at få. De gode eventyr kommer ud af ingen planlægning og rigelig med dagdriveri. Man stævner ud om morgenen og dasker rundt i byen. Man sætter sig på bænke og falder i snak med andre mennesker. Men drikker kaffe eller øl de steder, der ser sjove ud. Man giver efter for spontane indfald, smutter måske indenom en udstilling eller et galleri, der ser spændende ud. Man giver sig tid til at tage omveje og lade sig føre ned af gader, der ser interessante ud. Det er meget sjældent, at der ikke sker noget sjovt, når man danderer gennem byen på dén måde.

Jeg kan godt lide at falde i snak med mennesker. Og jeg har lært af min vagabondven, Rafael, at i mødet med et andet menneske, må man aldrig skynde sig. Jeg behøver bare at kigge i mine notesbøger for at se, hvor mange mennesker, der har givet sig tid til at fortælle deres historie til mig.



Så om et øjeblik letter Carla og jeg anker herfra. Med en enkelt taske og store forventninger. Jeg har puttet gode mennesker ind i min kalender. Mennesker jeg vil se. Således skal jeg i aften mødes med Lasse, som jeg faldt i snak med, da jeg var på CopenHell. Jeg ved intet om Lasse, andet end at han er en meget morsom mand og at han kan lide hurtige biler og jysk bøfsandwich med brun sovs.

Så jeg satser på, at eventyret begynder i aften og fortsætter de næste dage. Jeg glæder mig virkelig. Jeg har været så optaget af bogskrivning og andre ting, at jeg helt glemte at opleve sjove ting. Jeg glemte at gøre ting, som gjorde mig virkelig glad og gav mig overskud og energi. Men nu tager jeg altså på eventyr. Og jeg tror, at det bliver skægt!