søndag den 22. marts 2015

Familieliv og hønsetyve ...

 Egentlig skulle skattejagts-bogen og fastelavnsfesten have været et selvstændigt indlæg. Men nu nøjes jeg med at smide billeder på af den bog, jeg lavede, som kickstartede børnenes skattejagt. Ganske enkelt fordi jeg nød at lave den og syntes, at resultatet blev godt. Så billederne er et forsøg på helt åbenlys pral med, hvor kreativ jeg er ...

Jeg bliver ved med at have halve blogindlæg liggende. Det er højst irriterende. For jeg får aldrig skrevet dem færdig og tiden går tik-tak og jeg bliver ved med at tænke, at hvis I bloglæsere skal kunne følge bare en lille smule med, bliver jeg nødt til at introducere det her sted til jer og fortælle lidt om, hvorfor jeg egentlig slår mine folder i England.

Men det må komme. Et kort oprids af situationen er: Jeg bor i et hus. Jeg skriver en bog for Thomas, som udgør den ene del af den dynamiske duo Thomas og A.K. Sidstnævnte sagde forleden - fordi vi kørte gennem Weybridge og jeg, til min store begejstring, spottede en bedemandsforretning, der havde specialiseret sig i pompøse begravelser med hestetrukne ligvogne - at de selvfølgelig ville komme til min begravelse. Udklædt som henholdsvis Jack The Ripper og Den Hovedløse Rytter ...
Og egentlig beskriver det meget godt Thomas og A.K., men jeg tror nok, at I kommer til at høre mere om dem.

Det er ganske almindeligt kopimaskinepapir, som er blevet dyppet i kaffe og brændt i kanterne.


Men her bor jeg altså. Og jeg bor, som det sig hør og bør for en kæmpende kunstner, på et loftsværelse ...
Her hører al lighed med de stakkels, kæmpende kunstnere op. For jeg bor også sammen med et køleskab, der altid er fyldt med rare ting. Som regel er der også noget hjemmebag at smovse i. Jeg har adgang til verdens fedeste kaffedims, som fylder det samme som en mindre personbil og spyer fantastisk kaffe ud, hver gang jeg trykker på en knap. Og det gør jeg tit. Efter jeg konstaterede, at jeg var oppe på 12 espressoer om dagen, har jeg forsøgt at dæmpe mig lidt. Mit "loftsværelse" er et dejligt, lyst rum med hele to altaner - så alt ialt er jeg forkælet på alle niveauer og har taget fire kilo på. (mindst!)

I huset bor også Sebastian på 15, Silas på 12, Isak på fire, Jacob på to - plus den velformede au pair-dreng, Daniel.
Huset ligger et sted, der hedder St. George Hill ( nysgerrige må google det - men jeg skal nok vende tilbage til det sted senere. Det er nemlig i sig selv et blogindlæg værd.) Og det ligger så igen i forstaden Weybridge, som ligger udenfor London.


... Og så synes jeg, at det var sjovt at lave alt muligt irrelevant gøgl - som f.eks. kærestebrevet fra Grev Dracula - ved siden af selve den historie, som børnene fik læst op og som ledte dem frem til første post i skattejagten.

Da jeg tog af sted var det med forventningen om, at have en kort og hektisk "work hard - play hard"-periode i mit liv. Jeg havde set for mit indre øje, hvordan jeg skriblede på bogen om dagen og clubbede og sjussede om aftenen på diverse dekadente London-steder.

Men livet er jo en finurlig størrelse og det går sjældent, som man forestiller sig. I stedet er jeg blevet en del af et larmende og kaotisk familieliv. Og jeg holder af hvert sekund.
I begyndelsen havde jeg lange samtaler med min gode ven, Jesper, om det.

"Måske har jeg forfejlet mit liv," sagde jeg dystert.
"Måske skulle jeg have haft en masse børn og gået og lavet mad og hygget med dem. I stedet for al den rastløshed og faren rundt."
"Måske," svarede Jesper diplomatisk.
For Jesper er en af de mænd, der kan finde ud af at lytte uden at komme med løsningsforslag.
"Men du kan nå det endnu," sagde han, da jeg var færdig med at lovprise mit nye familieliv.
"Du kan jo få et barn selv, hvis du gerne vil."
"Aj, for helvede," udbrød jeg.
"Det duer da slet ikke. Er du klar over, hvor meget tid de to små tager? Jamen, hele tiden skal man jo være om dem! Jeg siger dig: A.K. har jo ikke et øjebliks fred, når de er hjemme. Og hun dedikerer jo al sin tid til de unger. Der skal læses lektier med de store, der skal leges og snakkes og nusses med de små - jeg siger dig, at det er krævende," svarede jeg.
"Aha," sagde Jesper bare.

A.K. meddelte begejstret, at hun HAVDE købt kostume til mig til fastelavnsfesten. Jeg forestillede straks mig selv som pirat, zombie, burlesque-danserinde eller noget lignende sejt ... 

Og dermed kunne jeg gå tilbage til at nyde mit familieliv uden flere spekulationer. For sandheden er, at jeg skummer fløden. Jeg er blevet døbt 'Faster Bongo' og jeg er hende, som ikke skal opdrage, ikke skal skifte bleer og som aldrig behøver at bekymre mig om ungernes ve og vel, for det er der to meget kompetente mennesker, der gør. Jeg kan ikke forestille mig en bedre situation, for jeg får lov til at være sjov, ikke korrekt og arrangere skattejagt og nusse teenageren i håret og sige, at han er en dejlig dreng. (Noget hans mor sjældent får lov til nu om dage.)

På den måde er det egentlig en uretfærdig opgave at være forælder. For det er dem, der tager alt det hårde arbejde, mens vi andre bare kan nyde at være sammen med deres børn. Men så igen: Når A.K. lige smutter et øjeblik efter en liter mælk eller noget lignende, så står den lille fedteengel, Jacob, og kigger efter hende.
Derefter kigger han på mig. Og så krakelerer hans lille ansigt i en syndflod af tårer og han peger ud på den tomme gård og siger:
"Hvor er mooor?"
Og i det øjeblik forstår jeg både moderskabets velsignelse og forbandelse ... Aldrig i ens liv vil der være et menneske, som elsker og behøver dig på dén måde. På godt og ondt, kan man sige. For alting har sin pris. Men det er også smukt og fint. Og jeg forstår, at det er noget, der er større ens eget liv.

Min udklædning var som banan (!!!) Så hele dagen vandrede jeg rundt med lange, tynde ben stikkende ud af et banankostume. A.K. grinede hver gang, hun fik øje på mig. Men latteren var gensidig - hun var nemlig klædt ud som Elmo, og Thomas havde hun tvunget til at klæde sig ud som pruttepude ...

Min livsopgave ligger et andet sted. Jeg vil gerne fortælle historier om mennesker - og det er jeg knap begyndt på endnu. Og jeg har været glad for at blive konfronteret med at leve et familieliv, for nu ved jeg, at selv om det er umådelig tillokkende, så har jeg mit eget livsspor, som jeg skal følge. Samtidig med at jeg får mulighed for at bære rundt på den lille fedteengel aka Jacob, lave mad, bage kage, affyre tåbelige vittigheder, som der oven i købet er nogle, der engang imellem griner af. Jeg får mulighed for at sætte mig ind i de vidt forskellige mennesker, der bor her og tænke: "Denne her sang ville få Isak til at danse" eller "Det her ville Sebastian grine af" eller "Det her burde Silas se", når jeg færdes ude i verden. Nøjagtig som jeg har noteret, at A.K. er verdensmester i.
Hun kan tanke benzin, gå ind for at betale og derefter komme ud med syv forskellige læskedrikke, der alle er indkøbt med tanke på alles specielle smag og trang. Fordi hun er så trænet i at tænke på andre, at jeg nogle gange bliver bekymret for, om hun også husker at tænke på sig selv.

Det siger sig selv, at alle de andre voksne gæster var klædt ud som cowboy'dere, indianere, vikingedronninger, katte og lignende fancy ting. Thomas, A.K. og jeg var faktisk de eneste der så grundlæggende latterlige ud den dag ... 

I går aftes sad jeg og malede på en af mine håbløse lerskulpturer, som jeg har stor fornøjelse ved at lave, når jeg ikke skriver. Klokken havde nærmet sig døsige midnat og aftenen havde ikke budt på andre ekstremiteter end Sebastian, der fra sin altan havde kastet sten på mit vindue for at forskrække mig. Han fik den reglementerede skråt op-finger og derefter åndede alt fred og ro.

Lige indtil der lød en skramlen ved min trappe.
Jeg var helt cool, indtil Sebastian råbte: "Dem, der stjæler høns, er ude i haven."

Derefter fik jeg i lyntempo mine sko på, greb min lommelygte (gammel junglevane - hav altid en lommelygte på Dem.) og for ned ad trappen.

Jeg anede sådan set ikke, hvad Sebastian talte om, men jeg opfattede, at nogle var ved at stjæle vores høns. I sådanne situationer bliver jeg caribisk, og på vej ud af døren kiggede jeg efter hvadsomhelst, der kunne bruges som slagvåben. Jeg fandt intet, men vidste også, at hurtighed og ægte raseri kan være næsten lige så godt som et effektivt våben.


A.K. og Thomas have er dejlig stor og snørklet og fyldt med gamle træer, ser der var både plads til at løbe ungerne trætte og gemme posterne spidsfindige steder ...

Vi løb ned i køkkenet og spænede ud af køkkendøren og mens jeg rendte over for at kigge til hønsene, råbte Sebastian "I have a gun, I have a gun", mens han stod og viftede med en gammel riffel.

Hønsene havde det udmærket, men jeg noterede mig, at det træstykke, som altid står lænet op ad deres dør var smidt ud til siden. Og igen: Jeg HAR taget skade af Caribien, for tanken om, at vi havde intruders, fik mig til at se rødt. Jeg trawlede aggressivt hele buskadset op hegnene igennem med tungt bankende hjerte. Jeg var lige klar til slagsmål. Men jeg fandt ingen hønsetyve. Til gengæld var udendørslyset i den have, der ligger op til vores, tændt - plus lyset op ad vejen, som også er bevægelsesaktiveret.

En af posterne bestod af en masse små flasker blod (frugtfarve) der skulle findes og hældes op i et bæger, som en udklædt Silas stod med - sammen med en hjemmelavet fakkel. Det var ret gennemført, synes jeg ... 


Ergo kastede Sebastian og jeg os ind i min lille bil og ræsede blodtørstigt op ad vejen. Men vi fandt intet og efter endnu en eftersøgning i krattet, gav vi op og gik ind igen. Mens jeg stod og forsøgte at få mit hjerte ned i gear igen, erklærede Sebastian i bedste teenage-stil, at han var blevet sulten af al den action. Derefter komponerede han nogle delikate, pizzaagtige brød, som han satte til livs med stor fornøjelse. Hvis man gør noget sært med sin mad, siger vi her i huset, at man sebastianficerer det. For det er det, Sebastian gør - laver de mærkeligste ting, som han indtager med stor glæde.

Da jeg var faldet lidt til ro, gik det op for mig, at det jo var dybt uansvarligt at tage husets teenager med på tyvejagt. Hvad hvis vi var stødt på nogle virkelig skumle typer? Så havde det været min skyld, hvis der var sket Sebastian noget.
Og endnu engang måtte jeg konstatere, at det nok er meget godt, at jeg ikke er forælder.

Noget af det, der var sjovest ved at lave skattebogen, var at variere min håndskrift, så det så ud som om, at brevene var skrevet af forskellige mennesker. Jeg anede ikke, at min håndskrift var så indgroet i min hjerne, at det faktisk var svært ... Jeg nød også at få lov til at gå amok med maling og tuschpenne til diverse illustrationer ...


Den aften sov jeg først klokken tre. Og det sidste jeg gjorde, inden jeg krøb i seng, var at tjekke de to tilbageværende hønseputter. De havde det fint og slumrede fredeligt i deres halm. Jeg håber det bliver ved sådan.
Første gang hønsetyvene slog til, stjal de den fine, lille bronzehane og alle hønsemors æg. Og det er et kæmpe mysterium. For vi bor i et område, hvor man ikke vil forvente, at folk har brug for at stjæle høns.
 Men vi få se, hvad der sker. Attrap-riflen står nu ved køkkendøren ... og selv om den ikke kan skyde, kan man slå en hønsetyv oven i hovedet med den ...

Da jeg var færdig, havde jeg et helt univers inde i hovedet. Jeg kunne på stedet have sat mig ned og skrevet hele Grevindens historie. I hvert fald derfra, hvor hun flygter fra England. Det er mærkeligt, at ens hjerne kan sådan noget. Jeg ved endda helt præcist, hvordan Grevinden ser ud ... 

Flinke mennesker i selskabet foreslog mig at blive sådan en, der laver fødselsdagsfester for børn. Jeg måbede lidt over det, men det findes faktisk her i England - folk der kommer ud og afvikler børnefødselsdage. Jeg vil dog ikke mene, at jeg er helt børneglad nok til sådan et job ...