torsdag den 9. oktober 2014

Vindere og venlighed i Ebeltoft

Jeg ville gerne vise mine helt nye lysestager, men jeg gad altså ikke gøre det så fancy. Så her er de - omgivet af kanelgifler, cigaretter, papirer og make up-pung mm. De kostede 20 kroner - og jeg er allerede ret glad for dem … 

Lad mig begynde med det sjoveste og vigtigste: Vinderne af bogen. Jeg fik min veninde Sara til agere lykkens Gudinde. Men hun nægtede at lade sig fotografere under henvisning til, at hun havde fedtet hår.
Men altså ... Tillykke til Lonnie og Thea! Skynd jer at sende mig jeres adresse på knirke@knirke.com - så sender jeg fluks bogen til jer. I må også gerne lige nævne, hvis I vil have en hilsen fra mig i bogen.
Og tak til alle jer andre, der legede med og delte ud af jeres sparetips.

Sara havde været på Starbucks og medbragte derfor den perfekte lodtrækningspose… 

Spændingen stiger  

Vinderne er fundet ...

Ooog … Stort tillykke til Thea. Hvis du allerede har fået fingre i bogen på biblioteket, kan du jo give dette eksemplar videre til en af dine venner … 


Ooog tillykke til Lonnie, som gav det meget fornuftige råd at kigge efter second hand-børnetøj. Ungerne vokser så hurtigt, at man faktisk kan få en masse, fint børnetøj, der slet ikke er slidt ...

Sidste gang jeg lod høre fra mig, var fordi jeg helt ublu gjorde reklame for mit livs første foredrag. Og tak - det gik godt. Jeg begik en masse fejl, men overordnet gik det godt - og ikke mindst lærte jeg, hvad jeg gerne vil stramme op på og gøre bedre næste gang. Det bedste af det hele var næsten, at jeg følte mig fint tilpas ved at stå og tale foran en flok mennesker. Det var det, der var min største frygt: At jeg ville hakke og stamme og pille næse og gå i stå og i det hele taget gøre et fjols ud af mig selv. Det skete ikke, synes jeg. Jeg klarede det hæderligt - ikke mindst fordi en håndfuld venner indtog Lyngby Kulturhus og indgød mig mod og kærlighed ved deres tilstedeværelse. Tak fordi I kom - og selvfølgelig også tak til jer, der kom uden at kende mig. Jeg vil gerne holde flere foredrag!

Jeg snuppede en af billetterne fra foredraget. Det er lidt af en souvenir, synes jeg ...

Venlighed er sådan en stærk ting. Den behøver ikke at koste noget og den kan komme ud af det blå og virkelig gøre en forskel for det menneske, som får venligheden at føle. Jeg elsker venlighed og oplever heldigvis meget af den.

I dag cruisede jeg til Ebeltoft i mit lejede lig. Jeg er nemlig landet i Jylland, fordi jeg atter engang blev boligløs. Kunstmaleren og forfatteren, som havde været så ualmindelig flinke at låne mig deres hus på Amager, kom tilbage fra deres sommerhus for at tilbringe vinteren i mere urbane omgivelser.
Ergo ringede jeg til min far - aka den gamle Svovldrage - og meddelte ham myndigt, at jeg agtede at låne hans sommerhus.
Gennem venners venner fik jeg lejet en ældgammel Toyota Corolla til en god pris (der er båndoptager i den!) og drog mod min fars sommerhus på Mols. Et herligt sted der ligger øde og er omgivet af det smukkeste hedelandskab, man kan forestille sig. Så det er her, jeg slår mine folder, mens jeg udregner, hvad jeg skal gøre herfra. Jeg har faktisk nogle ret fede planer - men dem skriver jeg om i næste blogindlæg.

I dag cruisede jeg så til Ebeltoft for at kigge mig lidt omkring. Mine jeans har nu huller lige over begge knæ, så jeg vurderede, at det kunne være en god idé at anskaffe sig et par nye. Ergo gik jeg i en meget stor og meget flot Kirkens Korshær-butik.

Og så skete det bare. Opmagasineret på en hylde stod ti tekopper i forskellige farver med underkop og tallerken til. Hver enkelt del havde forskellige mønstre og motiver, og jeg kunne slet ikke stå for dem. De mindede på deres egen måde så meget om de mokkakopper min mor serverede kaffe i, da jeg var barn og vi havde gæster.

Jeg prøvede virkelig at overbevise mig selv om, at hvis jeg valgte den pæneste af kopperne og købte den - så var det rigeligt. Men jeg kunne ikke modstå dem. De var så fine, så fine. Der var ikke et skår i dem og der er ingen tvivl om, at deres tidligere indehaver har været glad for dem og passet umådelig godt på dem.

De flotte kopper set ovenfra ...

Og fra siden. De kostede mig i alt 200 kroner. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde får brugt dem. Men nu står de her i skabet i sommerhuset - og jeg er rigtig glad for dem!

Og der er blomster og borter og bemalinger og guldkanter og hvad har vi. Jeg FATTER ikke, at jeg har kunnet leve uden! :-)

Samtidig faldt mit blik på to porcelænsengle, som fik mit hjerte til at smelte. Jeg er slet ikke til porcelænsfigurer, men de her to måtte jeg bare eje.

Ved siden af englene stod to højstilkede lysestager, som ville være utrolig rare at have tændt, når jeg sidder og arbejder i køkkenet.

Jeg lukkede øjnene i ti sekunder - og så tog jeg hele herligheden op til kassen. På vej derop snublede jeg nærmest over en Billie Holiday-cd til en ti'er, som jeg også grabsede til mig.

Mens damen stod og pakkede mine kopper ind, sagde jeg til hende: 
"Ih, jeg ville sådan ønske, at min mor stadig levede. For så var jeg taget direkte hjem for at forære hende de her kopper. Jeg ved bare, at hun ville elske dem."

"Har du mistet din mor for nylig," spurgte hun.

"Næeh, det kan man ikke rigtig sige," svarede jeg.
"Hun døde i 2008."

"Åhr, men det tager lang tid, mange år, at komme sig over."

Og midt i avisindpakning af kopper, lænede hun sig frem og aede mig på kinden.

Den gestus var så enkel, så venlig - ja, så kærlig, at jeg blev meget rørt. Måske fordi jeg kunne mærke, at den var velment og kom fra et sted inde i hende, hvor hun vidste, hvad det ville sige at miste nogen og savne dem rigtig meget.

Og på grund af den venlige gestus stod resten af min dag i sådan et fint lys. Min lille hund Carla og jeg promenerede op ad gågaden i Ebeltoft. Jeg købte mig en vaffelis og havde en virkelig rar eftermiddag, fordi jeg var fyldt med glæde over, at et ukendt menneske mødte mig på den måde.

Som jeg sidder og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at der nok er nogle mennesker, der meget gerne ville have sig frabedt at blive aet på kinden af en fremmed. Sådan har jeg det ikke. Jeg kan mægtig godt lide at blive aet, ligesom jeg værdsætter en god omfavnelse og et varmt håndtryk. Jeg har selv en tendens til at røre ved mennesker, som jeg godt kan lide. Det er som om, at jeg mærker dem allerbedst, hvis jeg lige kan få lov til at lægge en hånd på deres skulder, når jeg går forbi - eller stryge dem over håret eller lige klemme deres hånd.

Sidste gang jeg blev aet på kinden, var af en tyrkisk kvinde i et s-tog på vej til Ishøj. Vi sad overfor hinanden, da hun pludselig hev en agurk op af tasken og gav sig til at skrælle den med håndfaste bevægelser.
Det så tilpas fjollet ud til, at det fik mig til at grine højt, hvilket selvfølgelig fik hende til at kigge på mig.
Derefter havde vi en lang samtale om mad og grøntsager. Jeg fandt ud af, at agurkens grønne skal er bitter og at det var derfor, hun skrællede den, inden hun spiste den.

Hun skulle af på Vallensbæk Station og da toget sagtnede farten, rejste hun sig op. Jeg skulle til at sige pænt farvel til hende, da hun bøjede sig frem og lagde hånden på min pande og simpelthen gav mig et kæmpestort ae hele vejen fra pande til hage.

Det gjorde farvel-hilsner unødvendige og jeg nøjedes med at vinke til hende, da toget kørte væk fra perronen og videre mod Ishøj. Det sidste jeg så, var den lille, firskårne dame med et mørkt tørklæde på hovedet, et stort indkøbsnet i hånden - og en ligeledes firskåren hånd, der vinkede tilbage.
Det syn har jeg gemt i mit hjerte.

Men hvad med dig, kære bloglæser? Hvornår oplevede du sidst venlighed - og kan du lide at blive aet? Hold dig endelig ikke tilbage i kommentarfeltet …

Det er en rar fornemmelse at have hele to engle til at vogte over mig om natten. Jeg har stillet dem på mit natbord og glæder mig over dem. Det er egentlig slet ikke min smag, men et eller andet ved dem, gør mig blød om hjertet. Måske fordi det er dame-engle og ikke sådan nogle små tykke børneengle ...